Påvirker din hjertesygdom dit sexliv?

Af Lene Jæger Klausen

 

”Sex er godt, sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex”, sagde Søren Brostrøm på et tidspunkt, og det er rigtigt.

Men sex er ikke altid nemt.

Slet ikke for mennesker, som lever med en hjertesygdom. Forskning peger på, at 50-90 procent af alle dem, der lever med en hjertesygdom, oplever ét eller flere problemer med deres sexliv. Det kan både gå ud over livskvaliteten og parforholdet. 

Nogle af de problemer, hjertepatienter kan opleve, er: 

  • Rejsningsproblemer
  • Problemer med orgasme
  • Nedsat lyst
  • Problemer med samleje

Årsagerne til problemerne kan findes i medicinen, fysiologiske ændringer, selve sygdommen, der kan lægger en dæmper på den fysiske udfoldelse, ligesom nogle patienterne kan få præstationsangst eller være bange for at få pulsen op af frygt for, at det skader hjertet. Problemerne kan opstå i alle aldre, så uanset om du er 20 eller 80 år, kan hjertesygdom føre til problemer med sexlivet.    

Meget ofte er der dog hjælp at hente. Nogle – både mænd og kvinder – kan have god gavn af bækkenbundstræning, andre kan have glæde af medicinsk behandling, ligesom professionelle samtaler om sexlivet kan dæmpe angst, forventningspres og hjælpe til at finde lysten igen.

Tal med din læge

Er du utilfreds med dit sexliv, så tal med din læge om det. Meget ofte er der mulighed for at opnå forbedringer, uanset om dit sexliv er negativt påvirket af din fysiske tilstand, din medicin eller dine tanker og følelser. 

For nogle kan det være grænseoverskridende at tale med sin læge om sex. Har du det sådan, kan det være en hjælp at huske, at dit sexliv er en del af dit generelle liv, ligesom dine kost-, søvn- og motionsvaner, så for din læge vil det være helt naturligt, at du stiller spørgsmål og har forventninger til, at denne del af dit liv også fungerer. 

Dertil kommer, at der er flere hundrede tusinde danskere, som oplever problemer med sexlivet på grund af hjertesygdom og andre sygdomme, så selv om det for dig, er usædvanligt at tale om dit sexliv, så vil det for din læge være en ganske dagligdags hændelse.  

 

Mere information:

Hjerteforeningens artikler om sexliv
Forskning om hjertesygdomme og sexliv
Derfor skal du tale med dine nærmeste
Hjertesygdom og sexliv 

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
J.B. Winsløws Vej 9A, stuen
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Har du spørgsmål?
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk