Første konsultationer og behandlinger

Af Bo Gandil

 


De første konsultationer

Når du har fået konstateret forhøjet blodsukker hos lægen, skal det undersøges, om det er type 2-diabetes. Det gør man ved at måle langtidsblodsukkeret to gange. Er det forhøjet begge gange, stilles diagnosen type 2-diabetes.

Når lægen ved, at du har type 2-diabetes, foretager lægen en række undersøgelser, som giver ham eller hende viden om, hvilken behandling du har behov for:

  • Blodprøve: Blodprøven måler kolesterol, langtidsblodsukker, blodprocent og nyrefunktion.
  • Urinprøve: Urinen undersøges for proteinindhold.

Desuden bliver du vejet, får målt blodtryk og taget et hjertekardiogram.

 
Konsultation i lægehuset
Du og din læge eller sygeplejerske i lægehuset lægger en plan for behandlingen af din diabetes, som typisk indeholder:

  • Aftaler om omlægning af kosten og evt. vægttab.
  • Aftaler om planlægning af motion.
  • Aftaler om rygestop, hvis det er aktuelt.
  • Aftaler om medicinsk behandling af type 2-diabetes.
  • Aftaler om henvisning til undersøgelse ved øjenlæge og fodterapeut.
  • Aftaler om henvisning til diabetesskole. Alle kommuner har sundhedstilbud. Her er du sammen med andre, der lever med diabetes. Du lærer om sygdommen og frem for alt motionerer I og dyrker sport sammen.

 
Den medicinske behandling
Når du lever med type 2-diabetes, er det vigtigt, at blodtryk, kolesterol og blodsukker er velreguleret. Hvis du har højt blodtryk og højt kolesterolniveau i blodet, forkalker blodårerne nemmere. Derfor har behandlingen til formål:

  • at sørge for, at blodtrykket er normalt, dvs. under 130/80.
  • at kolesteroltallet (LDL- den "Lede" kolesterol) er under 2,5. Som regel udskriver lægen kolesterolsænkende medicin.
  • at langtidssukkeret kommer ned på mellem 48 og 53, Som regel vil det betyde medicinen Metformin, som gør, at kroppen bedre kan bruge sukkeret i blodet og bidrager til, at blodsukkeret falder.

 
Øjne og fødder

Type 2-diabetes øger risikoen for problemer med fødder og øjne. 

  • Fødder: Når du har type 2-diabetes, kan det ske, at følesansen på fødderne bliver nedsat med tiden, og der kan komme dårligt blodomløb i fødderne. Den nedsatte følesans betyder, at du ikke kan mærke, om skoen passer, og så kan der komme sår på fødderne. Det undgår du ved at komme hos en fodterapeut, der passer og plejer fødderne.
  • Øjne: I øjnene kan der komme væskeansamlinger i øjenbaggrunden, og blodkarrene kan blive skrøbelige og briste. Det kan føre til et dårligere syn. Forandringerne kan behandles og holdes i ave, når man fanger dem tidligt. Derfor er det vigtigt at komme regelmæssigt til øjenlæge.

 
Efterfølgende konsultationer i lægehuset
Når dette er sat i værk, vil du fremover blive fulgt regelmæssigt hos lægen eller sygeplejersken i dit lægehus, men det er forskelligt hvor lang tid, der skal gå mellem konsultationerne. Det afhænger af, hvordan du har det.

Før eller under dine konsultationer, tages der blodprøver, og der måles blodtryk, så du, din læge og sygeplejerske kan se, hvordan det går med din type 2-diabetes. Afhængigt af, hvad resultaterne af undersøgelserne bliver din behandling justeret, således at blodtryk, blodsukker og kolesterol er velreguleret.

 

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
Thomas B. Thriges Gade 48
Opgang E, 1. sal
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Teknisk support
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk