Det betyder... (ordliste for KOL)

Af Bo Gandil Jakobsen

 

Få hjælp til at forstå de medicinske og faglige udtryk, som du møder i forbindelse med din behandling.

Bronkier: Staves også nogle gange bronchier. Det er betegnelsen for det netværk af luftveje, som fordeler luften ud i lungerne. 

FVC: Er en måling af, hvor meget luft du i alt kan puste ud af dine lunger. Bogstaverne står for "Forced Vital Capacity". 

FEV1: Det er et lungefunktionstal. Tallet viser, hvor mange liter luft, du kan puste ud i det første sekund af din udånding. Hvis din bronchier har det godt, kan du puste meget ud på et sekund, og så er værdien høj. Hvis dine bronchier har det skidt, så klapper de mere sammen, og du kan kun puste meget langsomt ud - og dermed kommer der mindre ud på et sekund. Så er værdien lav.

FEV1 er en forkortelse for "Forceret Eksspiratorisk Volumen i det første sekund".

FEV1%: Dette er dit lungefunktionstal, din FEV1, set i forhold til, hvad et almindelig raskt menneske kan puste ud på et sekund, når man har din alder, højde og køn. Dette er således et udtryk for, hvor meget din lungefunktion er nedsat i forhold til det normale. 

Exarcerbation:
 Ordet betyder forværring og bruges om en forbigående forværring i din KOL, som ligger ud over de almindelige svingninger. Det kan være mere åndenød, hoste eller feber. Vær opmærksom på at opsøge din læge, hvis du oplever forværringer. Jo tidligere du får hjælp, desto bedre slipper du igennem.

Komorbiditet: Begrebet bruges om patienter, som har har flere sygdomme på én gang - samsyglighed.
 
Spirometri: Spirometri kaldes også en lungefunktionstest. Spirometri måler hvor meget luft (volumen), dine lunger kan puste ud samt hurtigt lungerne kan puste luften ud (luftstrømningshastigheden). Det giver information om dine lungers funktion.

 

Mere information:

KOL for begyndere

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
J.B. Winsløws Vej 9A, stuen
5000 Odense C
www.kiap.dk

Har du spørgsmål?
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk