Er det virkelig nødvendigt med en vaccine igen?

Af Lene Jæger Klausen

 

Influenza-sæsonen er atter over os. Når du lever med KOL, hjertekarsygdom eller diabetes, er du blandt dem, der bliver anbefalet vaccination mod både influenza og en revaccination mod covid/corona. Men hvorfor er det egentligt vigtigt? Og er det mon mere skånsomt at blive smittet af en ”rigtig” sygdom, end de kunstigt, fremstillede vaccinationer?

Det er nogle af de spørgsmål, som læger, sygeplejersker og apoteker møder i denne tid, når Sundhedsstyrelsen kommer med deres anbefalinger til årets vaccination. Få svarene på 5 almindelige spørgsmål og forbehold her:

1. Jeg bliver syg af vaccinationen, så det kan være lige meget, om jeg bliver vaccineret eller smittet?

Lidt feber, hovedpine og utilpashed er ikke ualmindeligt efter en vaccine mod influenza og covid. Det er ikke et udtryk for, at du er blevet syg af vaccinen, men det er et almindeligt symptom på, at dit immunsystem arbejder.

Vaccinerne virker ved at lade dit immunsystem stifte kendskab med de aktuelle sygdomme i en ufarlig udgave. Når immunsystemet møder vaccinationens indhold, opbygger det dels kendskab til de aktuelle sygdomme, så systemet hurtigt kan genkende sygdommene, samt udvikler et ”beredskab”, så immunsystemet hurtigt kan gå i gang med at bekæmpe de specifikke sygdomme, hvis de møder dem igen.  

Dét, du mærker som influenza-symptomer, er altså immunsystemet på arbejde. Selvom det kan være ubehageligt, er det i sig selv ganske ufarligt. 

I få tilfælde kan der være noget andet på spil. Nogle mennesker er eksempelvis allergiske over for nogle af hjælpemidlerne i vaccinerne, hvilket kan være livsfarligt. Det viser sig dog hurtigt – inden for den tid, hvor du skal blive på vaccinationsstedet – og kan behandles effektivt.

Der har været beretninger om, at covid-vaccinerne har andre og alvorlige bivirkninger. Da risikoen, ved de vacciner, der er godkendt i Danmark, er meget lav, var der i begyndelsen tvivl om, hvorvidt det overhovedet var vaccinerne, der gav bivirkninger, eller om de konkrete sygdomsforløb skyldtes andet. I dag er der dog nogle, som har fået udbetalt erstatning på grund af bivirkninger eller følger af covid-vaccinerne.

Når Sundhedsstyrelsen fortsat anbefaler vaccinationen, bygger det på en afvejning af sandsynligheder; hvad er sandsynligheden for, at du får alvorlige følger af at blive syg med covid sammenholdt med sandsynligheden for, at du får alvorlige følger af vaccinen? I Danmark er sundhedsmyndighederne meget konservative i den form for afvejninger. Det betyder at gevinsterne ved at lade sig vaccinere, skal være mange gange højere, end den risiko man påfører ved at give vaccinen.

Da mennesker, der lever med visse kroniske sygdomme, har en højere risiko for et alvorligt sygdomsforløb og senfølger, er sandsynligheden for at få gavn af vaccinerne tilsvarene væsentligt højere.   

2. Vaccinerne virker ikke - jeg kan jo godt blive smittet, selvom jeg er vaccineret?

Vaccinerne forhindrer ikke nødvendigvis, at du bliver smittet med en sygdom, men de forbereder kroppen til at bekæmpe de aktuelle sygdomme, så du bliver hurtigere rask og din risiko for et alvorligt forløb mindskes væsentligt.

3. Jeg passer min sygdom godt, og i hverdagen fungerer jeg som alle andre, så jeg ser ingen grund til at blive vaccineret?

Særligt når du allerede lever med en anden kronisk sygdom, er der god grund til at passe godt på dig selv og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Vaccinen hjælper med at holde dig sund og stærk, så du kan leve godt med din sygdom og minimere risikoen for at din generelle sundhedstilstand forværres.

Når du undgår alvorlige sygdomsforløb, passer du både godt på dig selv og dit eget helbred, og du er med til at mindske presset på sundhedsvæsnet.         

4. Jeg har fået vacciner de andre år, så mit immunforsvar ved vel allerede, hvad det skal reagere på?

Både influenza og covid ændrer sig en smule over tid. Særligt i de år, da covid var en helt ny sygdom blandt mennesker, blev der talt meget om de forskellige varianter, der opstod. For at sikre dig bedst muligt mod både covid og influenza er det derfor en fordel, at du bliver vaccineret løbende, så dit immunsystem er forberedt bedst muligt, hvis du skulle blive smittet.  

5. Da vi skulle vaccineres første gang, var det vigtigt, at alle tog mod vaccinen, for at vi fik flokimmunitet – når vi nu kun er nogle få, så nytter det vel ikke med alle de vacciner?

Flokimmunitet var vigtig for, at alle ikke blev syge på én gang, og samfundet dermed ville have svært ved at opretholde mange af sine kernefunktioner. I dag har befolkningen generelt været smittet eller er blevet vaccineret – og rigtig mange har været gennem begge dele. Det betyder, at den generelle befolkning er rustet til at bekæmpe en smitte med covid naturligt. Med alderen og med visse sygdomme bliver vores immunsystem dog svækket, og derfor tilbydes disse grupper ekstra vacciner. Når du lever med en hjertekarsygdom, KOL eller diabetes, er du blandt dem, Sundhedsstyrelsen anbefaler en vaccination.

 

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
Thomas B. Thriges Gade 48
Opgang E, 1. sal
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Teknisk support
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk