Så hurtigt hjælper et rygestop på din sundhed

Af Lene Jæger Klausen

 

Det er ikke nyt, at dit helbred og din sundhed har stor gavn af, at du lever et røgfrit liv. Men ved du, hvor hurtigt de gavnlige effekter sætter ind? Vi har samlet en oversigt over mange af de gavnlige effekter i en tidslinje, som du kan finde inspiration og støtte i, når afhængigheden og abstinenserne flår i dig.

Lever du med KOL, er rygestop det allervigtigste, du kan gøre for at begrænse sygdommens udvikling. Den skade, røg forårsager på lungerne, er til en vis grad uoprettelig. Har du fået konstateret KOL, vil du ikke blive rask af at holde op med at ryge, men du kan til gengæld bremse forværringen af sygdommen, så du kan ”nøjes” med at have en mindre alvorlig grad af KOL.   

Det er især den første tid som røgfri, der kan være svær – med tiden bliver det nemmere og nemmere at leve uden dine gamle vaner og røgen.

2 minutter efter din sidste cigaret er slukket

Umiddelbart efter, du har slukket din sidste cigaret, begynder luften omkring dig at blive renere i takt med, at den bliver udskiftet i det rum, du opholder dig i. Åben gerne et vindue, så du fremskynder tidspunktet, hvor dine lunger får lov til at indånde frisk luft.

20 minutter efter din sidste cigaret

Nu falder pulsen til et mere normalt niveau, og dit blodtryk begynder også at dale. Det betyder, at dit hjerte og kredsløb ikke skal arbejde så hårdt. Derudover øges blodforsyningen til dine hænder og fødder, så temperaturen bliver normaliseret.

Efter ca. 8 timer

Efter at have været røgfri i 8 timer er mængden af kulilte i blodet ved at være normal, ligesom mængden af ilt i blodet vil være øget til det normale. Dermed bliver det igen nemmere for dit hjerte og kredsløb at transportere tilstrækkeligt med ilt rundt i kroppen.

Efter 24 timer

Når dit hjerte og kredsløb ikke længere skal arbejde så hårdt for at pumpe blod rundt i kroppen, mindsker du risikoen for blodpropper. Den effekt indtræder allerede efter 24 timer. Derudover vil du måske allerede nu kunne mærke mindre åndenød, fordi dit blod er bedre iltet.

Efter 48 timer

Dine nerveceller tilpasser sig til, du ikke længere tilfører nikotin, og evnen til at dufte og smage begynder at blive forbedret. For mange kan det dog også være nu, at abstinenserne er stærke, og det kan være svært at holde fast i motivationen. Nogle begynder også at hoste, det er dog ikke et udtryk for, at du skal begynde at ryge igen. Tværtimod er det et tegn på, at lungerne forsøger at rense sig selv, og det kan stå på i flere måneder. Brug evt. nikotinprodukter til at tage toppen af ubehaget, for der kommer fortsat mange flere gevinster med et røgfrit liv – og afhængigheden VIL aftage med tiden.

Efter 72 timer

Nu er dine lungers kapacitet øget – og den vil fortsat blive yderligere forøget i tiden, der kommer. Dermed bliver det nemmere at trække vejret. Ikke mindst under fysisk aktivitet. Lever du med KOL, er dine lungers evne til at reparere sig selv dog nedsat væsentligt, derfor kan du se det som en særlig glæde, at du ikke længere selv aktivt ødelægger dem med røg.

Efter 2 uger til 3 måneder

Nu er forsyningen af blod til dine organer og væv forbedret, og dermed begynder din krop at fungere bedre på mange forskellige planer. Hvis du har lidt af "vindueskigger - sygdommen", også kaldet claudicatio, kan du nok mærke, at det bliver nemmere at gå.

Dine lungers evne til at optage ilt er nu forbedret med helt op til 30 %, og du har reduceret risikoen for blodpropper i hjertet med endnu mere. Nu begynder du formentligt også at føle dig mindre stresset og opleve mere overskud – igen et godt tegn på, at du ikke stresser din krop. I en del af perioden kan du dog godt føle sig mentalt stresset, hvis du savner din gamle vane.

Efter 4 uger til 9 måneder

Efter en månedstid vil mange opleve, at de værste abstinenser er begyndt at aftage, og du kan glæde dig over, at de gavnlige effekter ved et røgfrit liv fortsat bliver flere og større.

Når du har været røgfri i en månedstid, kan du se frem til at hoste, tilstopning af bihulerne og åndenød bliver reduceret, og det vil blive bedre og bedre som tiden går. Der vokser nye fimrehår ud i luftvejene, og lungerne renser sig bedre. Det medfører også, at faren for infektioner i luftvejene bliver mindre. Kroppen får fortsat mere overskud. Det er også meget sandsynligt, at din lungekapacitet nu er forbedret så meget, at det kan måles ved lægen.

Efter 1 år

Når du har været røgfri i bare et enkelt år, er risikoen for at dø af en blodprop i hjertet reduceret til halvdelen af den risiko, som du ville have haft, hvis du fortsatte med at ryge. Nu har afhængigheden også for alvor sluppet dig. Selv hvis du stadig savner cigaretterne indimellem, er det ikke længere en konstant trang, og dit humør er formentligt bedre, end det var, da du røg. Samtidig med at du har høstet de mange fysiske gevinster ved et rygestop, har du nemlig også reduceret din risiko for stress, angst og depression. Faktisk kan effekten af et rygestop være lige så stor som effekten ved medicinsk antidepressiv behandling.

I årene der kommer

Jo længere tid, du lever røgfrit, jo mere vil din krop reparere de skader, som årene med røg har forårsaget. De fleste forbedringer begynder så snart du ikke længere ryger, men mange af dem kan først mærkes og måles efter et stykke tid.

Din risiko for at dø af blodprop i hjertet vil fortsat dale år for år, du lever uden røg, og det samme vil din risiko for at udvikle forskellige kræftsygdomme. Du vil kunne se frem til at leve længere og bedre, end hvis du havde fortsat med at ryge. Selv rygere, som først stopper efter 60-årsalderen, får i gennemsnit 2-3 år ekstra at leve i.

Et rygestop vil altid være en gevinst for din sundhed, og det er aldrig for sent at holde op med at ryge, men jo tidligere i livet du stopper, jo større er gevinsten.

 

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
Thomas B. Thriges Gade 48
Opgang E, 1. sal
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Teknisk support
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk