Tilbage

 

Af: Bo Gandil Jakobsen Oprettet: 16-09-2016 10-01-2017

Hjælp fra Kommunen

Alle kommuner har et tilbud om KOL-kurser. Nogle gange kaldes tilbuddet for KOL-rehabilitering.

Indholdet af kurset vil typisk være fysisk træning, kostvejledning og håndtering af hverdagen med sygdommen, (blandt andet vejrtrækningsteknikker ved åndenød) samt evt. hjælp til rygestop. Du vil komme til at tale med andre i samme situation som dig, have glæden af at udveksle erfaringer og måske knytte nogle bånd der varer udover kurset.

Effekten på symptomer, udholdenhed og livskvalitet er ofte stor. Selv hvis du har svær KOL, har du gavn af kurset. Et fuldt KOL-kursus varer oftest et par måneder med fremmøde to gange ugentligt. De vigtigste dele af programmet er rygestop, fysisk træning og kostvejledning. Desuden får man undervisning, så man tilegner sig viden om sygdommen og dens behandling, og man lærer at mestre åndenød og at håndtere de forskellige situationer i hverdagen.
Det er din læge der henviser dig til det i kommunen og lægen får besked når det er afsluttet.

Du kan finde KOL kurset på sundhed.dk her find din region og derefter din kommune:

Når man har KOL, kan man på et tidspunkt få behov for hjælpemidler, når sygdommen har udviklet sig.Eksempler på hjælpemidler som kommunen kan bevilge:
  • Elcykel
  • Elscooter
  • Elstol, der monteres på trappe så du kan komme på 1.sal
  • Rollator
  • Badetaburet
  • Greb og håndtag forskellige steder i hjemmet

Du skal søge om de fleste hjælpemidler hos din kommune, som vil sætte dig i kontakt typisk med en ergoterapeut, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er behov for. Sammen kigger I dit hjem igennem for løsninger, der kan hjælpe dig. Mangler du vejledning i bevilling af hjælpemidler, kan du kontakte hjælpemiddelcentralen i din kommune direkte.
Din personlige økonomi har ikke betydning for, om du kan få bevilget hjælpemidler.

Hvis du er mellem 18 og 65 år, og du har særlige merudgifter som følge af din sygdom, kan du søge om dækning af disse i henhold til Servicelovens § 100. det er dog svært at få. Betingelserne er blevet skærpet en del, og det er derfor ikke nemt at få hjælp efter denne §. Læs mere her hos Lungeforeningen.
Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvilke tilbud de har. Du bør derfor undersøge, hvilke muligheder lige netop din kommune har.