Tilbage

 

Af: Bo Gandil Oprettet: 16-09-2016 16-10-2017

Ting, du skal huske...


Behandling: 
Det er dig, der - sammen med dit lægehus - er ansvarlig for, at du er vel behandlet for din sygdom.

Det handler dels om, hvad du selv kan gøre ved at have fokus på sund kost og fysisk aktivitet, og dels om at sikre, at blodtryk, blodsukker og kolesterol er, som det skal være.

I lægehuset vil du få tilbudt en årskontrol, hvor der tages blodprøve, urinprøve og i nogle tilfælde hjertediagram. Hvis du har behov for det, kan det også være, at du bliver tilbudt andre tider ved din læge eller andet personale i lægehuset.

Vaccinationer: Når du har type 2-diabetes, har du mulighed for at blive vaccineret gratis mod influenza i perioden 1. oktober - 31. december. Vaccinen er væsentlig, fordi din risiko for at få komplikationer på grund af en influenza er forhøjet.  

Arbejdsplads: 
Det kan være en god ide at være åben overfor dine omgivelser og fortælle dine kollegaer og chef, at du lever med type 2-diabetes. Det giver større forståelse, hvis du har behov for, at der tages hensyn til dig.

Kørekort: 
Hvis du har kørekort og får konstateret type 2-diabetes og kun bliver behandlet med medicin, der ikke giver risiko for lavt blodsukker (Metformin), har det ingen betydning, og du har ikke pligt til at kontakte myndighederne om diagnosen.

Hvis du får medicin, der kan give lavt blodsukker (f.eks. insulin), kan kørekort udstedes, fornyes eller bevares med vilkår om individuelt fastsat tidsbegrænsning på 3-5 år. Tal med din læge om, hvad du skal gøre. 

Rejser: Du kan normalt rejse så meget, du vil, men husk at fortælle din rejsesygeforsikring, hvis der er sket ændringer i medicinen de seneste 6 måneder. Husk også at tage rigeligt med medicin med, så du har nok, hvis hjemrejsen bliver forsinket.