Tilbage

 

Af: Bo Gandil Jakobsen Oprettet: 16-09-2016 10-01-2017

Første tid med KOL

Her er en række teknikker, du kan bruge, når du oplever gener fra din KOL.

Vejtrækningen kan blive besværet men du kan træne for at få en god måde at trække dit vejr: Sæt dig i en stol, placer en hånd på brystet og den anden ved navlen. Du skal nu trække vejret sådan, at maven gør det meste af arbejdet. Mange kommer fejlagtigt til kun at trække vejret i brystkassen. Gentager du denne øvelse, vil dit mellemgulv med tiden blive trænet op. På den måde vil du trække vejret mere effektivt.

Hvis du får åndenød kan du prøve at bruge “fløjtemundsteknikken”. Her trækker du vejret langsomt ind gennem næsen. Spids så din mund, som hvis du skulle fløjte. Ånd jævnt ud gennem munden. Du kan også bruge en PEP fløjte, som fås på apoteket. Du kan spørge din læge om det.

Oplever du slim i halsen, kan du hoste det op gennem kontrolleret hoste. Tag en langsom og dyb indånding gennem næsen. Hold vejret et par sekunder. Åben munden og host 2-3 korte host. Slap derefter af og gentag.