Tilbage

 

Af: Bo Gandil Jakobsen Oprettet: 16-09-2016 10-01-2017

Hvad kan du gøre selv

KOL kan medføre nogle begrænsninger i hverdagen og i aktivitetsniveauet, men heldigvis er der mange ting du selv kan gøre– og handle på, således at KOL fylder så lidt i dit liv som muligt.

 Stop med at ryge
Det allervigtigste er rygestop. Det kan være utroligt svært og man kan opfatte rygningen som en skrap modstander. Tænk dog på, at det er det allervigtigste for at stoppe udviklingen af KOL. Det er den vigtigste faktor i forhold til, at du også har et godt liv om måske 10-20 år.

 Motion og aktivitet
Det er meget vigtigt at holde sig fysisk aktiv og motionere så meget som muligt. Det gør at lungerne ventilerer bedre, og at kroppen bruger ilten, der kommer fra lungerne meget mere effektivt. Læg motionen ind i din hverdag i faste rammer. Det er ikke farligt at blive meget forpustet, tværtimod kan det hjælpe.

 Kursus i KOL -rehabilitering
Kommunen har kurser for mennesker der har KOL. De kaldes typisk KOL-rehabilitering. Her lærer du blandt andet teknikker til at styre og ændre din vejrtrækning når du har åndenød. Du lærer også en masse om sygdommens natur, så du bedre kan håndtere det i hverdagen.
Du kan læse mere her: https://www.sundhed.dk/borger/guides/sundhedstilbud/ Find din region og herefter kommunen.

 Brug din inhalationsmedicin rigtigt
Som regel bruger man inhalationsmedicin, som skal suges ned i lungerne. Det kan være svært at gøre på den rigtige måde og så ender pulveret ofte i munden. Snak med din læge, så du sikrer dig at du gør det rigtigt. Du kan også spørge på apoteket eller se videoerne om teknikken her.

 Lungebetændelse og influenza
Når man har KOL får man nemmere luftvejsinfektioner og influenza. Undgå nærkontakt med syge i omgivelserne og sørg for at få din influenzavaccination og vaccination mod pneumokok-lungebetændelse. Læs mere her.

 Undgå slimproduktionen i lungerne
Fortsat rygning øger hoste og slimproduktionen, så det er endnu en god grund til at stoppe hvis du ikke allerede har gjort det. Herudover kan du lave forskellige øvelser for at få slimen op. Man kan bruge pep- fløjte.Der findes medicin der løsner slimen og som kan prøves, men det er desværre ikke så effektivt.